Hvad er en lokalplan?

En lokalplan er en detaljeret plan med bindende bestemmelser for et bestemt område i kommunen.

Lokalplanen fastlægger, hvordan udviklingen skal være i et bestemt område. Det kan være et større område eller en enkelt ejendom.

Her kan du læse planloven, som er udgangspunktet for alle lokalplaner (nyt vindue)

Lokalplanen kan fastlægge bestemmelser for:

  • Hvad området og bygningerne skal bruges til
  • Hvor og hvordan, der skal bygges nyt
  • Hvilke bygninger, der skal bevares
  • Hvordan de ubebyggede arealer skal indrettes
  • Hvordan de enkelt bygninger skal se ud fx tagtyper, vinduer, farver m.v.

Lokalplanen gælder fremtidige forhold. Den er altså ikke til hinder for, at nuværende bebyggelse kan blive liggende. Den hindrer heller ikke, at den hidtidige anvendelse af bygninger og ubebyggede arealer kan fortsætte – hvis det er lovlige forhold.

Der skal udarbejdes lokalplan, før der kan gives tilladelse til:

  • Større udstykninger
  • Større byggerier og anlægsarbejder
  • Større nedrivninger

Der er ingen faste regler for, hvad 'større' betyder. Det afgørende er, hvor meget det nye byggeri ændrer miljøet, og hvor følsomt miljøet er. Desuden skal der laves lokalplan for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse.

Ved udarbejdelse af en lokalplan laves først et lokalplanforslag, som fremlægges i minimum to ugers offentlig høring. Her har berørte og interesserede borgere, foreninger og myndigheder mulighed for at komme med bemærkninger, indsigelser og ændringsforslag til planforslaget. De indkomne bemærkninger skal herefter behandles og forelægges byrådet, inden lokalplanen kan vedtages i sin endelige form.

Lokalplanen er bygget op af paragraffer, kort og illustrationer. Et forslag til lokalplan ledsages af en redegørelse. Den fortæller om baggrunden for lokalplanforslaget fx et ønsket byggeri. Desuden beskriver den lokalplanområdet og kvarteret, planforhold i området, trafikale og andre miljømæssige konsekvenser af forslaget. I modsætning til selve lokalplanen er redegørelsen ikke juridisk bindende. Næstved Kommune har valgt at optrykke redegørelsen sammen med selve lokalplanen. Dette sker af hensyn til fremtidige 'brugere' af lokalplanen, der ofte bedre forstår hensigten med planen ved at læse redegørelsen.

Lokalplaner indgår i et samlet system af planer, som omfatter landsplaner, regionsplaner, kommuneplaner og lokalplaner. De enkelte planer må ikke være i strid med planer på et højere niveau. En lokalplan må altså ikke være i strid med en kommuneplan.

Der er ikke lavet lokalplaner for alle områder i Næstved Kommune. I så fald er det kommuneplanen og bygningsreglementet samt eventuelle tinglyste servitutter, som er gældende plangrundlag.

Hvornår kan eller skal der udarbejdes en lokalplan?

Byrådet kan til enhver tid vælge at lave en ny lokalplan for et område. Dette kaldes lokalplanretten. Byrådet kan altid bruge lokalplanretten, hvis man vil fremme eller forhindre et projekt.

Nogle gange er byrådet til gengæld forpligtet til at udarbejde en ny lokalplan for et område. Det kaldes lokalplanpligten.

Både lokalplanretten og lokalplanpligten er bestemt af planlovens § 13.

Der er pligt til at udarbejde en lokalplan:

  • Når der skal ske større ændringer i det bestående miljø
  • Når der fx skal bygges eller nedrives bygninger, og dette bør ses i en større planlægningsmæssig sammenhæng
  • Når der ønskes opført et byggeri, som er i strid med en eksisterende lokalplan eller byplanvedtægt
  • Når det ønskes, at borgerne skal have lejlighed til at debattere fx et nyt byggeri og komme med ændringsforslag hertil.

Lokalplanpligten vurderes konkret og med udgangspunkt i det konkrete sted. Hvor meget byggeri, der skal til, før et byggeri udgør 'en større ændring i det bestående miljø', afhænger derfor af stedet. Vurderingen af, om et projekt udløser lokalplanpligt, er en planfaglig vurdering, som foretages af Center for Plan og Erhverv.

Kommunen kan altid af egen drift beslutte, at der skal udarbejdes en lokalplan for et givent projekt eller for at fremme en kommunal politik.

Her kan du læse mere om lokalplaner på Erhvervsstyrelsens hjemmeside (nyt vindue)

Kontakt

Center for Plan og Miljø, Team Plan, Geodata og Klima
Telefon: 5588 6080
E-mail:
Sidst opdateret den 20. august 2018