Næstved Kommunes Erhvervsstrategi

Næstved skal også fremover være et godt sted at drive virksomhed. Derfor har kommunen en erhvervsstrategi, der udgør den overordnede ramme om arbejdet med at skabe flere jobs, vækst og hæve uddannelsesniveauet på det lokale arbejdsmarked.

Plan- og Erhvervsudvalget har taget afsæt i den tidligere erhvervsstrategi, som erhvervet selv har udarbejdet. Strategien holder stadig og har fået et servicetjek og et skærpet fokus på de indsatser og prioriteringer, der skal sættes spot på fremover.

Det har stor betydning, at erhvervsstrategien er én, som både erhvervsliv og kommune i Næstved har et fælles ejerskab til. Der er lagt vægt på, at tilblivelsen af strategien skulle ske sammen med virksomheder og erhvervsliv og dermed tydeligt afspejle erhvervslivets ønsker og prioriteringer.

Plan- og Erhvervsudvalget har været på besøg hos en lang række virksomheder rundt i kommunen, afholdt møder med bl.a. bestyrelsen for Næstved Erhverv og Næstved Turistforening og har været værter for den velbesøgte erhvervskonference "Vores plads i verden" i oktober 2018 med konkrete bidrag til strategien fra virksomhederne. Hertil kommer gode drøftelser i udvalget om bl.a. udviklingen af bymidten og havnen, hvor det seneste erhvervsmøde om havnen hos Ressource City på Maglemølle med flere end 140 deltagere gav vigtige bidrag til disse.

I dialogen med erhvervslivet er der visse temaer og indsatser, der går igen, og som særligt bliver lagt vægt på. Der har været et klart ønske om forsat at gøre en særlig indsats for de stærke brancher detailhandel (med bymidte og havn som nye fyrtårne), bygge- og anlæg, industri og produktion, cirkulær økonomi og tilføje turisterhvervet som et nyt vækstområde for Næstved Kommune. Derudover er der en række tværgående områder, interessevaretagelse og gode rammevilkår, som der er enighed om, der også skal prioriteres.

Hent erhvervsstrategien her

Kontakt

Center for Politik og Udvikling
Sidst opdateret den 9. september 2019